Jeg har forsøgt før, men er aldrig kommet vidre end til det første indlæg, og alligevel er jeg her igen med endnu et første gangs indlæg.
Måske er denne gang lykkens gang, måske? Måske er det denne gang det helt rigtige layout og navn jeg har valgt til bloggen? Måske er det nu inspirationen rammer og jeg kan glæde verden med min uanede(mangle) på visdoms ord?
Jeg tænker meget, som i ekseptionelt meget. Mine tanker står aldrig stille og til tider kan mængden af dem være så ekstremt at jeg ikke kan fungere normalt - når det føles som om jeg har en blikspand over hovedet, hvor nogen slå med en jernstang, mens de brøler "alarm alarm". Så er det umuligt at skille de 1000 vis af tanker der er der, så kan jeg kun krølle mig sammen og håbe de forsvinder, eller dope mig op på et eller andet, så jeg sænker deres hastighed nok til jeg kan ignorere dem.
Men faktum er at de aldrig stopper, og jeg er sikker på at de fleste mennesker ville blive drevet til vanvid, hvis de skulle tilbringe bare et par timer i mit hoved.
Men hvad ved jeg, jeg har jo aldrig oplevet andet.
På den ene side drømmer jeg om at være normal og på den anden side så har jeg ikke lyst til at være andre end mig, for det det jo det jeg har været hele mit liv og det eneste jeg kender til, og der jeg har min tryghed. Jeg kender alle mine underlige quirks, og med alderen har jeg lært at være obs på mange af dem, hvilket gir mig mulighed for at gemme og undertrykke dem. Men det smutter stadig, specielt de dage for sanserne køre på højtryk og tanker ikke vil gi ro. Når koncentrationen er fraværende, så kommer smutterne, så siger jeg akavede ting, gøre akavede ting, som "normale" mennesker ikke forstår og derfor tager afstand fra..jeg hader når det sker, når den ene forkerte sætning smutter ud mellem mine læber, og jeg samtidig er klar over at det var en fejl. 1000 tanker der køre med lysets hastighed for at finde en undskyldning, en måde at bortforklare min verbale upser.
Jeg er heldig på et punkt og det er den jeg kalder "min nuttetheds faktor", for den har virkelig reddet min røv mange gange. Jeg er heldig at være født med et sødt smil, venlige øjne og en meget barnlig/naiv attitude. Jeg smiler, stikker tungen ud, ryster på hovedet og griner - siger "nogen af os skal jo være lidt småtossede" Jeg er lykkelig over at smilyen ":p" er opfundet, og jeg er stor forbruger af den.
De fleste folk køber den attitude og tænker jeg nok bare er lidt blondine dum, og det er da entlig meget sødt. Nogen gange forventer jeg nærmest de vil klappe mig på hovedet, smile og sige "det går nok".
Det må være nok for nu, jeg har allerede skrevet mere end jeg havde regnet med, og jeg vil helst undgå det bliver alt for kryptisk. Det store spørgsmål er så om der rent faktisk nogensinde kommer et indlæg mere,
eller om dette var det første og sidste - jeg er faktisk ret nysgerrig efter at finde ud af det selv.
Titlen på bloggen stammer fra min absolutte yndlings sang, som jeg aldrig blir træt af - Radiohead "Creep"
Radiohead - Creep(1993)
When you were here before,
Couldn't look you in the eye,
You're just like an angel,
Your skin makes me cry;
You float like a feather,
In a beautiful world,
I wish I was special,
You're so fuckin' special;
But I'm a creep,
I'm a weirdo,
What the hell am I doin' here?
I don't belong here;
I don't care if it hurts,
I wanna have control,
I want a perfect body,
I want a perfect soul;
I want you to notice,
When I'm not around,
You're so fuckin' special,
I wish I was special;
But I'm a creep,
I'm a weirdo,
What the hell am I doin' here?
I don't belong here, ohhhh, ohhhh
She's running out again,
She's running,
She runs runs runs runs...
Runs...
Whatever makes you happy,
Whatever you want,
You're so fucking special,
I wish I was special;
But I'm a creep,
I'm a weirdo,
What the hell am I doin' here?
I don't belong here,
I don't belong here...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar